Kyllingesuppe m. manitobaboller

m

Kyllingesuppe med grønsager, ingefær plus gurkemeje. En rigtig immunforsvars booster. Med gavnlige kostfibre til fordøjelsen, så vi opnår optimale forhold for en god tarmfunktion, således immunforsvaret har gode kort på hånden, til at holde os fri for virus og bakterier.

Denne suppe blev til på en formiddag med en saglig simren 2-3 timer, imens de andre gøremål kom fra hånden. Men den kan fint laves på en time.

Suppe:

Kyllingefilet - skåret i mindre stykker
1 brev Thai krydderiblanding "Paneng red curry"
Blomkål
Kartofler
Selleri
Vandkastanier
5-6 cm frisk gurkemeje
5-6 cm frisk ingefær
2 stængler frisk citrongræs
Soyabønner - Edamame
Kyllinge fond
Linser
Kokosmælk
Frisk chili

Fremgangsmåde
Skær kylling i mindre tern og svits den i olie og thai krydderiblanding. Smid hurtigt revet gurkemeje og ingefær i gryden og vend grundigt rundt. Hæld derefter vand og fond ved. Skær kartofler og selleri i mindre tern, hak blomkålen groft og tilsæt. Hak chili fint. Bank citrongræs stænglerne et par gang over den tykke ende og smid dem i gryden. Tjek vandstanden. Tilsæt mere efter behov. Hæld linser ved og lad retten simre. Meget gerne et par timer. Før servering tilsættes grønne edamame bønner og kokosmælk, der koges med i 15 min. Smag til med salt og peber. Må ikke buldre koge.

Imens suppen simrer og vokser i smagen, laves et fad med topping.

Topping:
Søde kartofler
Grønkål
Spidskommen
Røget paprika
Chili
Kikærter
Lidt sesamfrø
Salt og Peber

Fremgangsmåde:
Skær søde kartofler og  selleri i små tern. Vend dem i et fad med en god olivenolie og krydderier. Dræn kikærterne og hæld dem ved sammen med lidt chili flager og sesamfrø. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i ca 30 min. Vend rundt et par gange.

Hak imens grønkålen helt fint og sæt til side. Vend denne sammen med de færdigbagte grønsager og bland det sammen til topping. Ved servering anrettes suppen med et par skefulde topping. Muligvis med et par skiver frisk chili.

Den bløde thai suppe med et stref af kokosmælk, ingerfær og citrongræs er fortrinlig sammen med de søde kartofler og den lidt bitre grønkål på toppen. Samtidig er dette et mix af skøn nærende vintersuppe suppe og gavnlige kostfibre til maven. Perfekt til en dansk vinter.

Manitobaboller:
En hurtig hjemmebagt bolle af manitobamel, lidt groft durum mel, en rest revet æble-broccoli-ingefær-rødbede-persillerod blev dagens frokost bolle. Som altid blev de til lidt på slum. Men basen med mel, vand og gær - der skal være lidt lind - fungerer fint med to-3 håndfulde revet råkost fra gårdsdagens frokost. Når det kørers sammen kan man fornemme hvor meget mel der skal yderligere til for at dejen bliver god. Denne bolle blev uhyggelig lækker med en sprød skorpe og det lækreste fyld.

q Denne blog stiller skarpt på trivsel og arbejdsglæde hos Skybrud.dk.
Kig med - måske får du en idé eller inspiration til din hverdag.